Australien - Broken Hill

Det tager lidt over tolv timer at tilbagelægge de godt 800 kilometer fra Melbourne til Broken Hill. Byen i sig selv er ikke særlig spændende. Det er historien bagved og omegnen, for det var her de første miner blev grundlagt tilbage i 1844. I 1883, da de første prøver af undergrunden blev taget, fandt man store forkomster af kul og sølv, varede det ikke længe, før den lille by blev forvandlet til en, i datidens øjne, stor industriby. På ganske få måneder steg indbyggertallet fra godt 200 til over 25000! De første mennesker der kom blev styrtende rige, resten blev udnyttet på det groveste. Familier sendte deres børn afsted for at arbejde i minerne, så de kunne spare sammen og få en uddannelse og dermed fremtid. Desværre døde de fleste inden de blev 22 år af alverdens ubehagelighedder. Brændte lunger, kræft, sammenstyrtninger, hjertestop og alt hvad man kan tænke sig. Den hyppigste årsag var det, der oversat hedder ’brændte lunger’. Der blev brugt dynamit i minerne, og når det sprang for tæt på en kulåre, blev kulstøvet hvivlet op i luft. Hvis man var så uheldig at indånde støvet, var man stensikker på at lide en langvarig og meget smertefuld død. Støvet fungerede som tusindvis af små barberblade, som for hvert åndedrag, skar lungerne mere og mere i stykker. Det forlød sig, at man efter to år druknede i sine egne opløste lunger. Gennemsnitsalderen var lige lidt over 21 år, hvilket passede meget godt med, at man begyndte at håndtere sprængninger og dynamit, når man rundede de 19 år. Ens job afhang af alderen. Drengebørn fra 7 – 10 år hjalp med at bære udstyr op og ned i minerne. Fra 11 – 15 hjalp man til hvor det bedst kunne betale sig, men for det meste med at udvinde den malm, der kom op fra minerne. Fra 16 – 18 år slæbte man malmen op fra bunden af minen. To drenge hjalp hinanden med at slæbe en jernspand fyldt med sten op til overfladen. Spanden i sig selv vejede 50 kilo, hvor der kunne være næste 90 kilo sten i. Minerne var ikke som de er idag. De var meget små og snævre. Nogen steder ikke mere end en meter til loftet, og kunne hælde over 30 grader. De heldige blev pentioneret inden de fyldte 19 år, pga. rygsmerter, brækkede knogler og deslige. De uheldige klarede de tre år som ’pakæsler’ og blev sendt ned for at udvinde sten.
Minerner i Broken Hill var de første i verden til at stifte en fagforening. Den sikrede en minimumsløn og familierne til afdøde minearbejdere fik en pention udbetalt. Desværre var datidens regler meget vagt formuleret, så det fleste dødsfald, såsom ’brændte lunger’ blev rapporteret som uidentificeret sygdom, og så længe folk ikke døde i selve minen, var ikke arbejdsrelateret. På den måde undgik mineselskaberne at betale pention til de efterladte. De dumpede simpelthen de døende arbejdere på et ’plejehjem’ og lod dem bruge de penge de havde sparet op til uddannelse, på forplejning i de sidste måneder de havde at leve i.

Siden da er der naturligvis sket meget. Minerne er blevet automatiseret og reglerne er blevet skærpet ufatteligt. Blandt andet er det ikke længere tilladt at gå ned i en mine, hvis der lige har fundet en sprænging sted. Man skal vente mindst to timer. De fleste miner i Broken Hill er lukket ned, på grund af finanskrisen. Så længe priserne for kul, sølv og zink (som er blevet fundet efterfølgende) er i bund, kan minerne ikke tjene penge, på grund af den belligenheden. Når priserne stiger igen, vil minerne åbne og folk vil igen strømme til.

Vores tur til Broken Hill bød på mange fantastiske oplevelser. Byen har været vært for mange begivenhedder gennem tiden. Mest berømt er hotellet, der blev brugt til at filme ’Priscilla’, som har ingen ringere end Hugo Weaving i hovedrollen. Manden man kender som Mr. Smith fra Matrix og elveren Elrond fra Ringenes Herre. Rundt omkring Broken Hill ligger der mange seværdighedder. Blandt andet var vi henne og se en af de mere nymoderne miner, som blev lukket ned engang i halvtredserne. Meget interessant og man havde en god udsigt over det meste af byen.

‘Royal Flying Doctor Service’ er meget berømt i Australien og faktisk det meste af verden. Det blev stiftet i starten af 1928 af en mand med en vision. Manden var Rev John Flynn. Han havde igennem en årrække oplevede hvordan pionæerne, der levede i afsidsliggende små byer, spredt ud over to millioner kvadratkilometer, kæmpede for at klare sig. To læger var der til at tage sig af et områd næste 50 gange større end Danmark. Hans vision var at skabe et flyvende hospital, som kunne hjælpe alle i Australien. Han døbte det ’Aerial Medical Service’, det vi idag kalder ’Royal Flying Doctor Service’ eller RFDS. I 1950’erne blev RFDS anerkendt af tidliger statsminister Sir Robert Menzies, som det bedste der nogen sinde var skedt Australien og dets indbyggere. Til trods for denne bekendtgørelse varede det endnu et årti før RFDS fik sit første fly. Indtil da havde man lejet fly og piloter. Idag har RFDS over 50 fly fordelt på 21 baser. Hvert år bliver der fløjet hvad der svare til 25 gange frem og tilbage til månen, og behandlet over 240000 patienter.

I udkanten af byen er der rejst en mindehøj for alle der er omkommet i forbindelse med minearbejde i Broken Hill, hvor hver enkelt er listet med navn, fødselsdato, død og årsag. Den yngste blev syv år og omkom i en sammenstyrtning! Stedet var en blanding af museum og gravplads. Det hele var bygget på en stor bakke, bygget af sten og støv fra minerne. Fundamentet var lavet som et kors, hvor spidsen pegede mod øst. Udenfor var alle de forskellige maskiner man benyttede fra dengang til idag.

Området omkring Broken Hill havde utroligt mange ting at byde på, trods de golde omgivelser. Efter den første dag i byen tog vi ved aftenstid ud til en skulpturpark. Park er måske så meget sagt... det var udskårne stenfigure stillet på en bakketop ud i ørknen. Det var meget vigtigt vi så det i solnedgangen, da det var hele formålet med parken. Vi fik lidt vin og kager og så ventede vi ellers på solnedgangen. Det var utrolig smukt. Helt stille, væk fra al larmen og med sådan en fantastisk himmel. Man kunne ikke undgå at blive lidt sentimental. Billederne siger næsten det hele.

Den næstsidste dag var der en del ting på programmet. Det første var besøg i en såkaldt spøgelsesby. Nu har jeg aldrig været i sådan en by, men jeg vil da mene, at det hedder en spøgelsesby, fordi der ikke er nogen mennesker. Det er åbenbart ikke sådan det skal forstås i Australien, for da vi kome til byen, var der ingen by! Meget meget underligt! Der var et par enkelte vindomsuste hytter og af en eller anden grund solgte de alle sammen kunst. Et enkelt museum var der også blevet plads til, men det havde ikke rigtig noget med området at gøre. Det var meget underligt det hele. Hovedårsagen til at de havde beholdt de sidste huse var, at man i sin tid indspilled Mad Max 2 med Mel Columcille Gerard Gibson ”Mel Gibson” i hovedrollen her. Det var åbenbart nok til de stadig kunne lave penge på det. Lidt ude for byen fik vi en ridetur på kamel. Ja, sådan nogle dyr har de også hernede. Faktisk lidt over en million af dem.

Efter spøgelsesbyen kom turen til en ægte Australsk fårefarm, hvor vi også skulle indtage aftensmaden i bedste BBQ-stil med øl og bål. Igen stod den på solnedgang over ørkenen og igen var det en helt fantastisk oplevelse, hvor man ikke kan andet end blive lidt poetisk. Da vi kom til farmen var det med blandet begejstring. Vi havde forventet som minimum et par tusinde får, men surprise surprise... der var ikke et eneste får at se i miles omkreds. Et par enkelte emuer og en kænguru var hvad de kunne mønstre. Det viste sig senere, at han rent faktisk havde i titusindevis af får. De var bare spredt ud over ca. 100 kvadratkilometer. De havde smalet et par stykker sammen til anledningen, og så blev der ellers demonstreret fåreklipning til den store guldmedalje. Hvordan man kvalitetstester ulden, hvordan den bliver sorteret og pakket og hvor dumme fårene ser ud bagefter :) Det var faktisk meget interessant og vi fik en smagsprøve på, hvordan man kastrerede får! En ganske ubehagelig procedure, hvor de fleste mænd nok ville tænke: Fy for pokker!

Næste dag bød på kulutrel indsigt. Vi skulle langt ud i ødemarken og se på et område, hvor aboriginals opholdte sig for godt 60000 år siden. Det var utroligt spændende og vores guide, som jeg imellemtiden har glemt hvad hedder, en meget anerkendt historiker og forsker, var fantastisk dygtig til at fortælle. Han fortalte hvordan man Indigenous Australians, havde levet og opvokset på dette golde sted for så langt tilbage som 60000 år. Hvordan de havde jaget i flok og delt arbejdsbyrderne lige. Hvordan man kunne se det ud af de få rester, som naturen havde skånet. Studier har faktisk vist, at stedet var frodigt og frugtbart for 60000 år siden. Som ekstra bonus fik jeg scoret mig en cola og en lektion på didgerido.

På vej hjem mod Melbourne havde man en lille overraskelse til os. Den var blevet varslet allerede inden vi forlod Melbourne og nu var det altså blevet tid. Det var et besøg på en vinfarm. Nu har jeg jo arbejdet i lang tid på sådan en fyr, men det var stadig ganske spændende og gratis vin skal man ikke kimse af. Som ægte vinsmager, bør man jo spytte vinen ud, men når den nu er kommet indenfor, ja så kan man jo lige så godt gå hele vejen. Det gjorder vi også. Jacob og jeg fik hver drukket en flask på de 20 minutter prøvesmagningen stod på, hvilket gjorder de resterende 11 timers bustur meget sjovere.

Se billeder fra ’Broken Hill’